Så lige der har været præcis 20007 besøgende på bloggen... Aner ikke om det er mange eller få, men det passer jo - lidt - med årstallet.

DR2's tema "Rumstation Danmark" er det mest deprimerende tv jeg har set i evigheder. Det er ellers spændende nok, om rummet og månen og fremtiden, men... Jeg blev gang på gang slået af deprimerende og fatalistiske visioner om fremtiden, og jeg er eller foooorholdsvis optimiske for tiden. Det første der ramte mig var en mand der solgte jordlodder på månen. Solgte - månen. Der er ingen der hævder at eje månen andre end ham, og han havde allerede solgt til flere presidenter og filmskuespillere. "Lunar Embassy" hed hans firma, og han havde tjent millioner på det. Og ja, ok det holder jo nok ikke i længden, men alene tanken om at rige amerikanere købte månen - at Tom&Katie eller Posh'n'Becks ejer stykker af månen - det satte i dén grad mit pis i kog og jeg var helt oppe at køre resten af udsendelsen. Et er at købe en ø i Dubai, men månen... Der er da ingen der ejer månen?? Den er da vores allesammens? Jeg forstår pludselig hvordan naturfolk må føle det når fede amerikanere tropper op og påstår de ejer den regnskov de lever i...

Resten af udsendelsen gjorde det bare værre. USA, Rusland, Kina... Alle vil op på månen nu, for de opdagede He3 (helium tre, ved ikke hvordan det skrives) og det mener man vil være den nye energikilde, noget der er så værdifuldt at det rent faktisk kan betale sig at bruge penge på at hente det ned.

Jeg ser for mit indre øje de krige der vil komme, de stridigheder og den vrede det vil skabe: Hvem ejer månen? Og det for en energikilde der vil "skabe energi for os i de næste mange hundreder af år". "Hundreder af år" er ikke ret lang tid, i den store sammenhæng. Hvad så bagefter? Skal vi så finde en ny planet, og flytte videre som en græshoppesværm der fortærer alt på sin vej. Der må da være en anden løsning. Suk...

 

Udover det ville jeg nu godt til månen. Ahh.... Månen...

 

Må hellere tilføje at nej, man skal ikke gætte. Det er sikkert min skyld, har måske ikke skrevet nedenstående tydeligt nok. Det eneste det gik ud på var, at jeg så Mads Mikkelsen i ISO. Ikke at jeg normalt ville løfte øjne ved at se eller møde en 'kendt', men jeg blev forvirret over det ene øjeblik at stå og kigge på en fyr jeg tænkte på som "en som mig", og det næste opdagede jeg at han var Hr Mikkelsen. Og pludselig var han ikke en man skulle smile venligt til alligevel. Og det betyder at jeg alligevel behandler kendte mennesker anderledes end andre - hvilket ærgede mig. Når man nu tror man er en fri og naturlig sjæl der behandler alle ens... Og så morede det mig at tænke på hvad folk ville sige hvis jeg fortalte at jeg kunne stå og tænke på Mads Mikkelsen som "en som mig" - men hvem ved. Hvorfor skulle han ikke være det? Bare liiiidt mere succesfuld, ikke...

Idag oplevede jeg en klassisk dameblads anekdote. Omend det ikke var hele historien. Den lyder således:

 

"Kender du det, at du står i køen ved kassen i Superbest, opsvulmet af menstruation så du nærmest ligner en hamburgryg, svedende og med halvfedtet hår du har gemt under et grimt hårbånd - for så er det kun bagfra man kan se det fedtede - og iført det grimme, men behagelige tøj der er det eneste du kan passe på lige denne dag på måneden. Du har lige slynget dine superplus tamponer og trusseindlægene med odeur-control op på båndet da Mads Mikkelsen stiller sig ind i køen bag dig..."

 

Lyder meget godt, ikke? Men det er ikke det der er historien.

 

Så er der det, at jeg fik det vildeste deja-vú, fordi jeg havde set ham derinde og netop tænkt at lige denne situation ville være en næsten kliché-agtig klassiker, og ville jeg være et meget slet menneske hvis jeg fortalte den ikke helt sande version til min bror når jeg kom hjem? Jeg kunne lige høre mig selv fortælle det... Og så skete nøjagtig det samme jeg lige havde set for mig, og jeg stod og blev pinlig over at jeg faktisk havde overvejet at lyve om noget så tåbeligt. Og jeg der hader folk der gør den slags. Men det er heller ikke det er det interessante.

 

Så var der det, at jeg havde set den her søde fyr med kasket i grøntsagsafdelingen, og jeg havde allerede besluttet mig for Nettoflirte lidt med ham - stjålne blikke henover frysedisken gør altid dagen lidt federe - da jeg pludselig syntes han så bekendt ud... Og så var det en Stjerne, og endda en jeg plejer at brokke mig over bliver kaldt lækker. Det er han da ikke! Hvor er det trist at skulle ændre mening når den nu var så dejligt forankret... Og straks ignorerede jeg ham totalt og ledte istedet efter hylderne med tamponer. Og spekulerede over hvor trist det egentligt var, at selv jeg, der ellers plejer at tænke på mig selv som upåvirket af fame, ikke behandlede den stakkels mand som alle andre. Jaja, jeg tror ikke han lider under det... men det gav mig en rigtig dårlig smag i munden lige pludselig. Når "selv jeg" lader mig påvirke af den slags... Hvis jeg ikke vidste det før, så er jeg helt sikker nu: Det må være rædselsfuldt at være kendt.

 

Og sjovt nok er det heller ikke det jeg spekulerede over da jeg gik hjem. Nej, hvad jeg tænkte var: Er det et udtryk for en sund og fantastisk selvtillid eller et totalt forkvaklet virkelighedsbillede når jeg - omend i uvidenhed - overvejer at flirte med Danmarks Mest Sexede Mand...?

Og så krydser vi fingre for at Muf - min mormor - ikke er alvorligt syg. Sådan dødssyg, I ved. Hun er ihvertfald på hospitalet lige nu.

HUn ringede igårr til mig og kunne næsten ikke trække vejret. Og var vist temmelig desorienteret når hun ringede til MIG for at jeg kunne ringe til Sus som bor lige nedenunder. Anyway, Birk ringede til Sus og Sus kom op og ringede efter en ambulance. Og så ved vi ikke ret meget mere, andet end at hun har fået det bedre og at det måske er vand i lungerne og ikke en blodprop som de troede i starten. Suk. Hvorfor bliver folk gamle, det er ikke retfærdigt. Og hvorfor bliver folk syge, som min mor, det er også dybt uretfærdigt. Generelt er min familie simpelthen skravlet for tiden.  Uheld eller dårlige gener, jeg ved det ikke.

Der er en serie der hedder "Jericho" der sendes for tiden. En lille amerikansk by, og hvad der sker da bomberne springer. Atombomberne, altså. Normalt er jeg ret upåvirkelig mht fjernsyn, og det er ikke fordi den er bedre lavet end andre, men den her generer mig. Det er nok fordi jeg er et barn af firserne, men når jeg ser den slags begynder jeg straks at tænke på konserveslagre, beskyttelsesrum og hvad man ellers har brug for "når" atomvinteren kommer. For det var jo det man var så skide bange for dengang: Atomkrig. Undersøgelser viste at det var børns nr. 1 skræk - at krigen kom. Idag er det skæld-ud. Times change, man, times change... ;)

Ved ikke om det er værre eller bedre. Sikkert bedre, måske, for hvad skal man lige bruge atomangst til? Ok, så jeg vil altid lige holde øje med hvilket værelse vil være nemmest at forsegle, og mest praktisk mht vand etc. En lille del af mig vil sikkert altid være tryggest ved at vide at der er et lager af konservesdåser i skabet. En del af mig vil være klar til at overveje kannibalisme hvis det skulle blive nødvendigt, for et atom-angst barn ved, at for at overleve skal man ville overleve. Spise rådne rester, drikke tis, æde sin hund. For det, lærte vi, var konsekvensen af en atomkrig, og kun de stærke overlevede - det var jo firserne. Og så var der jo strålesyge, hvilket vi alle ville dø af før eller siden. Alt det havde jeg lært ved at se fjernsyn, ja selv børnefjernsyn beskæftigede sig med det. I 85 var jeg 9 år gammel.

Sikke en måde at vokse op, og så spørger man hvorfor alle folk er så fucked up idag...

 

Anyway, kom lige til at åbne op for den lille tidslomme der... For tiden er det så global warming alle er bange for, en lige så virkelig trussel mod alt hvad vi har kært. Hvilke traumer vil dét mon give den næste generation?

 

PS: Læs "Støvets Børn" for mere information. Den omhandler også mutanterne der kommer efter os. Så der ER håb for menneskeracen... :D

 

Det føles som om jeg er den eneste der opdaterer for tiden - men jeg skylder jo også lidt, hvis man kan sige det sådan...

Render rundt og bider af alt og alle - indeni. Mit liv former sig ikke som jeg ønsker det for tiden, så derfor har jeg bare lyst til at rive det fra hinanden - som en dårlig tegning... Og det kan man jo ikke. Og da det ikke er andres skyld, så kan jeg ikke bide hovedet af dem, selvom de er åndsvage udover det lovlige, for jeg ville ikke skrige af dem pga det, men pga mig selv. Og er det så ok?

Tror det var Lotte Heise der sagde det engang - og ja, jeg kan udemærket godt li' Lotte Heise - at kvinder har det med at skrive ting ned i en mental lille bog, og når de så endelig eksploderer så kan det være over en nok så lille og tåbelig ting, men den river alle de andre ting med, og man står og skriger over alle de gange han ikke ringede, selvom han denne gang bare har glemt at tage opvasken. Hvis I forstår. Og ligeså unfair det er at opføre sig på den måde, at overreagere over en eller anden ligegyldig ting, ligeså begrundet er ens vrede egentlig. For han var en idiot når han ikke ringede...

Anyway, det er det jeg mener, at nu hvor jeg er superirritabel over én ting, gør det også at jeg har lyst til at rase over de der andre ting der faktisk går mig på, men som jeg slår hen eller undertrykker normalt. Og helt fair er det bare ikke, så jeg lader være, og ender sikkert istedet med et mavesår... Det ville sikkert være sundere at skrige med det samme, men man bliver altså så træt af at være vred. Og bliver alt for let bare betragtet som "sur", hvilket er den mest respektløse måde at forholde sig til en andens vrede på - og det orker jeg ikke.

Og hvem ved, måske er jeg bare sur for tiden?

 

En lille ting... Nogen skrev en kommentar forleden, som jeg egentlig gerne ville kommentere på - men jeg kan ikke, da deres navn og siteadresse slet ikke er der. Så det er derfor, "hmmm", at jeg ikke har gjort det. :)

Isabella?? Helt ærligt...

Jeg vil holde mund med hvad jeg mener om det navn - hvor meget jeg end ønsker det - og ikke sige hvad mine arvede lærer-gener siger om den slags navne... Godt hun ikke har et "-sen" navn...

 

Men thumbs-up til Margrethes dress, snak om festligt! Hende beundrer jeg mere og mere, hun har altså %¤#ser. Jeg vil aldrig blive royalist, men en personlig affektion for Margrethe kan jeg ikke undgå. Go Daisy!

Har lige set "Dot he I's" med Gael Garcìa Bernal. Puha... Ham, Jude Law, Robert Downey Jr., Bend It Like Beckam guy, ham skotten fra Wilbur Begår Selvmord... Ja, jeg kan selvfølgelig ikke huske nogen af dem jeg normalt savler lidt over, nu, hvor jeg ville skrive dem ned. Men I ved vist hvad jeg mener. Mørke, kønne fyre med smukke øjne og skær hud er idealet...

Sjovt som min mor altid har kaldt de fyre jeg fancier for flødefjæse. Hun mener jeg kigger efter fyre der er alt for kønne, og mere drenge end mænd. Jeg ved ikke, er de så kønne og drengede? Måske nok, ja ok, helt vildt, men dem er der jo også nogen der skal kunne lide. Nåja, det er der vel nok også, jeg tror ikke de lider nød. Men hvad skal man gøre? Forsøge IKKE at blive tiltrukket af kønne fyre?? Jeg er jo ikke idiot, der skal jo også være noget tiltalende mellem ørerne, men... Et kønt fjæs er et kønt fjæs. Det kan redde hele min dag at se et smukt menneske, og er det så så forkert at lede efter et man kan se på hver dag?

Jeg ved det lyder lidt teenageagtigt, men helt ærligt, tænk på de stakkels fyre der nok har held med at score teenagere, men som ingen rigtige kvinder vil have, for nu er de - kvinderne - blevet voksne og modne og vil kun ha' rigtige håndværkere med store muskler og en bred, behåret brystkasse. Og kønne drenge bliver jo også voksne og får rigtige følelser. Nogen skal da forbarme sig over de små fyre...

Jeg har dog mistænksomt set lidt på fremtiden, hvis jeg forbliver single men pludselig er en del ældre. Og stadig synes kønne drenge er sagen. I så fald håber jeg jeg bliver rig, så jeg dog har en lille chance. Smagen ændrer sig jo selvfølgelig, men jeg er tredive år nu og selvom jeg er blevet mere varieret i min smag er det dog stort set de samme slags fyre jeg kigger efter. Bare lidt ældre ;) Og til mit forsvar leder jeg ikke efter "perfekte" skønheder, de må fx gerne være korte, ranglede, skævbenede eller halvskaldede. Men det kønne fjæs er altid en vinder og det drengede kan jeg altså ikke leve uden.

Indtil jeg møder en buttet, blond kæmpe med små griseøjne, der går klædt i cardigans og hyttesko og elsker The Cosby Show og Venstre og som slår benene totalt væk under mig. ... Nej, jeg KAN altså ikke se det ske... Eller hvad? Hvem ved, én ting er hvem man vender hovedet efter og som gør at hjertet slår lige lidt hurtigere. En anden er hvem man rent faktisk falder for, der har da været fyre der faldt udenfor reglen. Det ER jo det indre der tæller, ligemeget hvor kliché det er.

Anyway, min mor burde tænke på sten og glashuse, for min far var da også en køn ung mand da hun mødte ham. Nu er han bare ældre og en del kilo tungere, så er det jo let at være hellig...

En brik mere til mit forsvar er, at jeg tit bliver vildt overrasket over, at andre også fancier de fyre jeg har kig på. Jeg føler det altid som om jeg har fundet en skjult diamant som kun JEG kan se. "Virkelig, er han lækker? Sådan rigtig lækker, sådan som alle de andre også vil ha' det? Altså, almindelige mennesker?? Fancy that, I didn't know..."

Man siger jo iøvrigt, at man går efter folk der ligner én selv. Den lader jeg lige hænge lidt... :D

 

 

PS: Må lige nævne for at gøre dette komplet at der er TO typer jeg kigger efter generelt. Jeg er jo ikke sygeligt kræsen, slet ikke. Den anden er små, sjove mænd der ligner rotter. Spørg mig ikke hvorfor. Tænk Ung Phil Collins uden håret - eller Full monty guy. It's shameful, I know...

Og lad mig lige sige at jeg naturligvis taler GENERELT her. Bare så I ved det...

 

"Se til venstre der en svensker". Den er jo god. Who knew??

Der var et eller andet jeg ville skrive, men nu har jeg glemt det. NU, hvor jeg har tændt computeren, logget på min profil, logget på messenger og åbnet for Spaces - og trykket på "skriv ny" knappen...

Whatever... Det var sikkert ikke vigtigt. Så istedet kan I få at vide at mine øjne svier fordi jeg lige har grædt over en film - se ovenstående - og at idag ved jeg, at min far så et afsnit af "Heartbeat" han ikke før havde set. Og det sker ikke tit. Derfor kursiven.

Han sendte også min mor ned til "stranden" - sommerhuset - for at hente de kreditkort han havde tabt dér, hvorefter han fandt dem igen nogle timer senere i bilen. Den blå bil, ikke den sorte min mor var i sommerhuset med. Stadigvæk. I Juelsminde. Og lede. Og så glemte han at ringe og sige det til hende. Og det blev først sagt til hende - igen nogle timer senere - da han sagde det til mig for første gang - og ikke forstod jeg ikke havde sagt det til hende.

 

Ikke at jeg behøver rent faktisk at vinde noget for at vide at jeg er en vinder. Men jeg har dog - af høflighed - deltaget i Anders's lille morsomme quiz og vundet. Jaja, det er jo ikke retfærdigt, vil I sige, men af og til skal man dog deltage og vise sin storhed, for at andre kan få noget at stræbe efter. Lidt kamplyst gør godt. Vi ser allerede dens effekt på de nedrige kommentarer om min sejr. Jaja, de er sure etc...

 

Ja, jeg skrev overskriften på engelsk - i det tilfælde af, at forfatteren til bogen eller instruktøren af filmen læser dette. Every little thing counts... Måske vil dette lille rap over nallerne være det der vælter læsset, og lærer dem aldrig, aldrig at gøre den slags igen.

Jeg VED den er en gammel nyhed, filmen. Men jeg så den altså første gang idag. Jeg har dog læst bogen, og sandelig også to'eren "Eldest" - ikke fordi den første var god, men fordi jeg bliver sindsyg hvis jeg ikke har noget at læse. Og den dag var det den eneste bog i boghandlen jeg ikke havde læst.

Det, der irriterer mig nok til at skrive om det, er at der er bare så mange gode bøger derude, og så mange talentfulde forfattere. Hvorfor fanden er det så sådan en røvdårlig bog der bliver filmatiseret? Og hvorfor bliver den filmatiseret så dårligt?? Manuskriptforfattere plejer jo at kunne spinde guld af selv det tørreste halm... Jeg fatter det ikke, det vrimler jo med talent i den film: Jeremy Irons, John Malcovitch, Full Monty-guy... Men hele filmen er én stor, dårligt afleveret replik, der gør at man bare får lyst til at slå de medvirkende. Og manglen på personlighed i figurene - helten specielt - er hårrejsende dårlig på en facon der ellers kun set i de afskyelige Harry Potter-bøger/film.

Endnu engang: Jeg fatter det altså ikke. Hvorfor læser folk kun bøger hvis der er et gimmick indblandet? Harry Potter er en af de bedst markedsførte bøger nogensinde, og den første der gjorde brug af nettet. Derfor den store succes. Der findes masser af single-mums derude... Eragon er også en kæmpe succes, ihvertfald i England og USA, og hvorfor? Fordi forfatteren var 16 da han skrev den. Uuh! Kun hjulpet af sine forfatter- og redaktørforældre... Ungdom og uerfarenhed er ikke en kvalitet i det her game, spader!

Men hvorfor skuespillerne er gået ombord i det her projekt, kan man vel godt gisne om: "Ooh, it's not Shakespeare I know, but the other guys did terribly well after that Ring-project - surprisingly - and who wouldn't like to get their hands on a little easily earned Potter-money? Besides, my son read that shitty book."

Klara gav mig linket til den her quiz...

Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om resultatet, ordene passer ikke rigtig på mig, men vis mig en test og jeg tager den!

 

 

Jeg skriver det lige ned inden jeg glemmer det...

Jeg drømte at to af mine venner skulle giftes og jeg skulle stå for bryllupsmiddagen. Bruden var muslimsk (ikke irl btw) og derfor skulle jeg tage hensyn til begge trosretninger. Og jeg puklede og bagte og lavede marzipankreationer og sørgede for pynt og planlagde og planlagde. Og da det endelig kørte af stablen gik alting i kage. Mine specielle brød blev gemt væk, der var ingen der brød sig om at jeg havde delt alle symbolerne op lige, og den muslimske far brokkede sig over at min kage af bruden lignede baby jesus - og den havde jeg brugt SÅ meget tid og tanke på, lag på lag af marzipan! Og den gammelkendte tradition (??) med at dekorere brudgommens seng blev der ramaskrig over. Og jeg der havde stået på stiger hele natten for at komme ind på det åndsvage værelse og få det gjort... Og al mit hårde arbejde blev hverken påskønnet eller brugt. Det var kaos. Jeg var rasende. På samme tid var jeg heller ikke glad for brylluppet eksisterede i det hele taget og var nok en anelse jaloux på bruden. Og jeg ville så gerne forklare mine gode intentioner til brudgommen, men bruden var der jo bare hele tiden??! Hvad er det da også for noget??

Alt i alt var jeg både rasende og ked af det da jeg vågnede op, og satte mig straks til at tude.

 

Jeg ser et mønster nu... Jaja, drømme skal ignoreres, de er ikke til at stole på. Tidligere inat drømte jeg f.eks også at jeg havde psykiske kræfter og gik på en skole for folk med noget sådant. Hvis bare jeg koncentrerede mig nok  og rigtigt kunne jeg de mest utrolige ting. Skide irriterende når jeg ikke kunne og blev sat til babyarbejde - at få min hud til at lave blærer lige nedfor neglene på mine fingre, first step i alt hvad man lavede - men det blev ok da det gik op for mig at det med problemer med at lave blærer, bare var fordi jeg ikke havde taget mig af min hud i det sidste stykke tid, og huden derfor var noget tør i det. Kan stadig se de hvide sprækker i min solbrunerbehandlede hud.

Ja, ok, lidt weird.

 

"Gamle damer skal være sig forsigtige med ikke at mase sig på andre mennesker" Hørte det lige i tv, og det slog mig som morsomt. Ved ikke hvorfor...

 

ANYWAY...

Ja, jeg ved ikke rigtig hvad...

 

Hunden dræbte en fugl igår. Min søde, lille nuttehund maste den søde, lille stumphale og punkterede dens øje. Jeg undgik ham hele dagen, stakkels dyr. Det er jo bare hans natur, og det ved jeg godt. Derfor behøver jeg ikke at kunne lide det... HAR tilgivet ham, men ser hele tiden det lille, lollende hovede for mig...

Sjovt som man bliver unaturlig. For 100 år siden, eller hvis jeg var født på en gård, så ville jeg være totalt ligeglad. Men da jeg er et "civiliseret" menneske, så syntes jeg det var lidt forfærdeligt. Deprimerende. Død kan jeg klare, men ikke "drab". Og så begået af mine egne...

 

Gider ikke lige livet i disse dage - på en ikke-selvmordstruet facon - og er sådan lidt træt af det hele. Det går jo over...

 

 

 

 

 

Jeg fik en invitation til et prof. network idag af Heidi. Det viste sig jeg allerede var med i det, jeg havde bare aldrig brugt det til noget. Og idag tog jeg mig så sammen til at stykke et network sammen. Networking er det der med at kende nogen der kender nogen; i min branche, og mange andre, er det livsnødvendigt at ha'. Så det gør ud på at man samler alle de kontakter man kender - derefter kan man så se DERES kontakter - hvis de vil ha' det - og har derved styr på sit udvidede network. Orden i sagerne.

Men hvem spørger man lige?? Kun folk fra ens egen branche? Umiddelbart ja, men man ved vel aldrig lige hvem man kender der kender nogen der kender nogen... Og spørger man kun folk man kender RIGTIG godt eller også folk man kender flygtigt og overfladisk? Jeg ved det ikke, så jeg har spurgt en hel masse. Så kan folk jo sige nej tak hvis de ikke finder det "passende" - hvad ved jeg om network etikette... Og det rager mig en pind faktisk. De folk der takker ja til at være med, kender mig jo...

Anyway, hvis jeg har spurgt JER, så join! Jeg har kun spurgt folk jeg kan lide, og som sagt, man ved aldrig hvornår man har brug for en kontakt eller introduktion. Og hvis jeg har glemt at spørge DIG, så giv besked ;) For networking VIRKER jo. Det er jo derfor alle snakker om det - og derfor det site er lavet...

 

Her:

Jeg kan fortælle alle I bekymrede mennesker - nej, ikke dig, Anders Myredræber - at jeg har set pindsvinene og de har det godt. Først kom man glædestrålende ind og sagde: "Jeg kan se stråene er blevet trådt ned omkring hulen!" Og alle glædede sig. Så blev det: "Jeg hørte den drikke i aftes!" Og alle frydede sig. Derefter kom: "Der ligger en lort i huleindgangen!" Og alle kom ud for at se på lorten. Og endelig kom dagen: "Jeg SÅ dem! Den ene møflede sig langs muren og lige under bænken hvorpå jeg sad! Den anden drak vand og gik ind i hækken!" Og alle klappede i deres små hænder, og se! Der blev lys og alt var godt.

Nu kunne jeg komme ind og sige: "Pindsvinet tissede på min fod!", og folk ville smile høfligt og læse videre i deres bøger. Ikke at de ikke går op i dem mere, men størst er begejstringen for det nye. Folk bliver dog stadig stoppede i hvad de nu foretager sig eller vil sige i telefonen, for at min far kan fortælle om sine pindsvin. Han har endda hevet naboens unger ind i vores have - elever fra hans skole - og stolt vist dem hobbitboet. Gudskelov blev de passende imponerede, specielt da han istedetfor mælkebøttens liv og levned havde brugt en vikartime i biologi på at fortælle dem den fantastiske historie om Vore Pindsvin.

There is a hole where
My heart should have been. But the
Day is still sunny

 

 

Jaja, jeg kan ikke helt holde resolutionen fra nedenstående indlæg...