Tove rakte Haanden ud efter Sokkerne - men bevægelsen var tøvende. Øjnene gled over de tyve Par. Alle de Strømper skulde hun stoppe alene, hvis ingen hjalp. Og nu var Peter her ikke mere - og Bine vaskede.

      Tove fejede med en rask Bevægelse Sokkerne ned i Kurven og tog fat paa et Par af de allerværste af Drengenes. Hun kunde ikke rigtig klare sig Grunden; men hun følte, at saadan burde det være. Ivrig trak hun Naalen frem og tilbage - og det var med Stolthed, hun rullede det første Par sammen.

      Hun var saa optaget, at hun ikke hørte noget nærme sig. Og derfor gav det et Sæt i hende, da to Arme lagde sig imod hendes Hals, og en blød Kind blev trykket mod hendes. Naalen faldt hende ud af Haanden, og en ukendt følelse fik hendes Øjne til at fyldes med Taarer.

      Nej, hun forstod slet ikke Grunden, for hun var jo netop ikke bedrøvet.

      Og Agnes - for hendes Arme og hendes bløde Kind var det - fik også Taarer i Øjnene. Men de stammede heller ikke fra Sorg.

      "Min lille Pige," hviskede hun blidt.

      Tove gemte Ansigtet ind til hende, og da hun havde grædt færdig og atter kunne se op, mødtes deres Læber for første Gang i et kærligt Kys.